Kunsten ved nettet

Just another Edublogs.org weblog

Børneidentitet i det senmoderne

 Thomas Ziehe

Ziehe taler om den øgede fiktionalisering af den sociale iagttagelse. Der foregår to typer af erfaringstilegnelse; en primær og en sekundær. Skolen har i særdeleshed fokus på den primære, som er udveksling af erfaringer menneske til menneske. Børn og unge udsættes  i stadig stigende grad for sekundære erfaringstyper, der først og fremmest er medieformidlede. Det sekundære erfaringsrepertoire af eksempelvis kulturskabte billeder er dog sjældent en del af skolens indhold, idet at skolens tradition er at læne sig op af et kanoniseret kunstbegreb. Gurli Bjørn Iversen mener at børnenes selvtilegnede kompetencer og kulturelle referencer passer dårligt ind i skolens dannelsestænkning og kulturelle selvforståelse. Eleverne opfordres nok til at bruge medierne som personligt udtryksmiddel, men ikke som et led i deres personlige udvikling.  

  —————————————————————————————-

Journalist Abelone Glahn, har interviewet Chris Rettstatt, http://design.emu.dk/artik/03/38-egneveje.html. Rettstatt  leder en nonprofit organisation, som rådgiver om sikre børnewebsider og tidligere har været redaktør på FreeZone, et amerikansk websted med 800.000 tilmeldte børn og unge. Rettstatt udtaler at børn og unge lærer mest, når dét de kan, bruges i en social funktion, og de opnår social status, når de fralærer sig deres kerneviden. På nettet eksperimentere de med roller, identitet og grænser, og leg og nysgerrighed er nøgleord for tilegnelsen af viden og færdigheder. Børnene eksperimenterer ifølge Rettstatt med identitet, de skifter gerne køn og giver sig selv nye fysiske kendetegn – pigerne bruger avatarer (virtuelle stedfortrædere) med langt blondt hår og blå øjne og drengene pynter også på deres fremtræden: ”De unge mestrer at gøre det hele på én gang, og ledende psykologer fremhæver, at det er en bedre og mindre risikabel måde at lære forskellige aspekter ved sig selv på end ved at afprøve dem i virkeligheden.” Rettstatt mener at chatrummet er platform for en enorm kreativitet, idet de unge konstant udvikler deres måde at udtrykke sig på, f.eks. via små humør ikoner, der kendetegner noget personligt ved den enkelte bruger og smileys, der grafisk udtrykker brugerens følelser. Børn og unge udtrykker sig ved at lægge deres kunst, digte og musik ud på nettet, for at få anerkendelse for det, de kan præstere og har en viden om. ”Kunst er en community foreteelse. Her opstår der også ofte og meget hurtigt interne jokes, som dør lige så hurtigt – jo kortere jo bedre, for ellers vil voksne eller newbies, (nytilkommende og knap så rutinerede), annektere dem. For eksempel var der en pige, hvis yndlingsbukser fik et fatalt hul, så hun måtte smide dem ud. Hun holdt begravelsestaler, lavede et virtuelt gravsted og fik kommentarer til afskeden med bukserne, ikke som en individuel oplevelse, men som et stykke community historie, beretter Rettstatt.

—————————————————————————————–

acf52c4.jpg

Hvordan hænger Jens Ramussens modernitetsforståelse sammen med folkeskolens
medieundervisning?

Refleksivitet i et informationssamfund

Jens Rasmussen postulerer, at der er sket en bevægelse i det moderne samfund. Vi bevæger os fra et social system der tidligere har været styret af fornuftstænkning frem til et postmoderne postindustrielt risikosamfund. Det vil sige et samfund der er i konstant forandring og udvikling ”i et ikke overordnet styret samspil mellem dets mange delområder”. Det kræver at både individet og institutioner opbygger kompetencer, der gøre dem i stand til at handle refleksivt i et samfund uden fælles værdier og normer.

Refleksivitet betyder, at alt står til diskussion og omformes i kraft af ny viden. Viden er flydende og er konstant revideret gennem dialog med andre, i modsætningen til tidligere opfattelser af viden som statisk og målbare.

Uden fortidens faste rammer for (eller lænker der begrænser) tilegnelse af viden, og i nutidens frigørende (eller overvældende) strøm af information, står lærer og elever i en tvetydig position.

Lidt polemisk sagt, er eleverne tvunget til at møde en forældet og meningsløse skriftkultur i folkeskolen? Er lærerne til gengæld håbløst ude af stand til at sætte sig ind i den skrift –og billedkultur der er kendetegnet ved mediernes parallelle skole?

Et øget bevidsthed omkring refleksivitetens kommunikationsformer lærer og elever imellem, kunne føre til en dybere forståelse for (og muligvis forening?) af de to lærings arenaer…

Billedkunst og modernitetsforståelse – mulige diskussionsområder

 High and low art – internettets videreførelse af sammensmeltning af kulturelle værdier. Er børn og unge bevidste meddigtere af denne sammensmeltning?

 Pornograficering af det offentlige rum. Køn og identitet i en billedfikseret kultur.

 Bevidste forringelse af billedkvalitet. Er mediernes æstetiske lege med pixilation og indbygget teknologiske begrænsninger (grainy pictures) problematiske i forhold til formidling om tidligere kulturers idealer om ’det perfekte billede’?

No Comments

No Comments so far ↓

There are no comments yet...Kick things off by filling out the form below.

Leave a Comment